
Der er cirka 15 minutters gang til fiskepladsen og da jeg nærmer mig strandkanten, letter en fiskehejre fra sit revir i strandkanten. Det er et facinerende syn at betragte den store fugl flyve bort i morgentågen. Fiskeriet starten ved 8-tiden og efter halvanden time hugger en mindre havørred. Fisken ruller rundt i overfladen nogle gange og efter et par minutter landes fisken - en undermåler på cirka 37 cm, som forsigtigt genudsættes.


Tur til Fornæs med Henrik+Henrik. Jeg fanger en torsk på 45 cm, og mister en havørred på omkring 2 kilo. Netop som fisken er parat til at blive kanet i land, går knuden på min nye fireline op og fisken forsvinder med wobleren i kæften…! Ellers en dejlig tur med godt vejr, hyggeligt samvær, klemmer, kaffe og gammel dansk.


Turen går til Fornæs efter havørred og/eller torsk. Det første jeg ser er 2-3 marsvin som patruljerer et par hundrede meter ude. Jeg fanger 4 torsk omkring kiloet på filur blink og ophængerflue. Lige før skumringen springer en meget stor havørred 30-40 meter ude. Desværre er den ikke interesseret i mine blink og turen slutter kl. 20:30


Der satses på skrænten ved Kongsgårde i Begtrup Vig, efter tidlige hornfisk. Jeg fanger 2 hornfisk på blink - ikke det store, så jeg fortsætter til Sletterhage for at prøve lykker der, men her er der endnu ingen hornfisk.


Som det er sket så mange gange før, går dagens fisketur til Vosnæs Pynt, i håb om årets første havørred. Det er hidtil kun blevet til få ture i år så nu skal det være. Efter et par timers fiskeri uden tegn på fisk og jeg overvejer at flytte fiskeplads, da en hidsig havørred hugger langt ude, få sekunder efter at blinket er landet.
