
Selvom det er forbundet med kolde fingre og tæer, holder jeg meget af lystfiskeri en stille vinterdag efter stimer af grønlændere eller måske en lynende blank overspringer. Det er 2. juledag og ovenpå den alt for rigelige julemad, skal det gøre godt med et par timers fiskeri. Jeg ta'r til en af favoritpaldserne, nemlig stykket neden for Riisskoven, hvor jeg tidligere har fanget fisk i vinterperioden. Det bliver dog ikke til fisk idag, men det er befriende med lidt frisk luft ovenpå juletravlheden.


Efter nogle dage med blæst og kulde, er forholdene igen tålelige. Jeg har formiddagen til rådighed og turen går Vosnæs Pynt, som tilsyneladende holder pænt med fisk for tiden. I hvert fald har C. Veng ifølge fangstrapport.dk fanget en del fisk på det sidste. Antagelsen viser sig også at holde stik, idet jeg fanger 3 havørreder - 2 på Rappen 16 gr. kystwobler og en på ophængerfluen. Desværre er alle fisk under målet - bedre held næste gang.


Formiddagstur til Jyllands østligste punkt, Fornæs. Jeg koncentrerede hovedsaglig fiskeriet omkring revet neden for fyret. Den første halve time fangede jeg 2 mindre torsk omkring 40 cm som jeg dog genudsatte. Herefter var der dødt på revet, bortset fra 2 mindre havørreder som sprang, den ene kun 5 meter fra stangspidsen. Var også kortvarigt ved Kragenæsset syd for Fornæs, men her var der ikke tegn på fisk.


Det er længe siden sidste fisketur, så jeg er parat til det hele: havørred, multer, torsk, sej. Efter svære overvejelser vedrørende fiskeplads, falder valget på Fornæs og Kragenæsset på Djursland. Fiskeriet starter kl. 11.30 på revet neden for Fornæs Fyr, og i løbet af de næste par timer ser jeg flere havørreder springe, men som ofte om efteråret er de svære at overliste.


Morgentur mellem 06.00 - 09.00, og da der kun er tid til få timers fiskeri, går turen til Risskov. Der er helt vindstille og luften er lun trods det tidlige tidspunkt. Vandstanden er temmelig høj og jeg vælger spinnestangen monteret med 12 gram Rappen wobler og ophængerflue. Jeg ser en havørred omkring halvmereten, og fanger 3 undermålsfisk, 2 sej på ca. 35 cm og en havørred på 37 cm. Alle fisk tages på ophængeren.


Tur til revet ved Fjellerup i forbindelse med familiebesøg på campingpladsen. Som sædvanlig bliver det ikke til mange fisketure i højsommeren, men der er gået flere uger siden sidste fisketur, så jeg måtte af sted. Vandtemp. er stadig rimelig høj efter en længere periode med hedebølge, så jeg havde ikke de store forventninger til fiskeriet. Men efter en halv times fiskeri ser jeg en mindre havørred springe.


På sommerferie med familien er vi på udflugt med turistbåd fra Puerto Rico langs sydkysten af Gran Canaria. Det viser sig at der om bord findes to sæt fiskegrej til tun, bonito og lign. Sammen med en tysker jeg får lov at søsætte grejet. En enkelt gang har vi hug, men fisken slipper hurtigt fri igen. Senere på dagen efter en dejlig frokost, fisker vi med håndliner og små kroge agnet med rester fra frokosten.


Koldt efter årstiden og temmelig blæsende - så meget at jeg savnede spinnestangen som lå derhjemme. Alligevel lykkedes det at sende fluen ud over revet efter torsk, sej eller havørrred. Som så ofte før på denne tid af året, skete der ikke noget før mørket begyndte at indfinde sig. I timen 22.30 - 23.30 blev det til 5 sej på omkring 35 cm. Alle genudsat.


Første hornfisketur i år. Selvom Glatved Strand ikke ligefrem vrimlede med hornfisk, fik vi trods alt nok til aftensmaden. Min søn Morten på 10 år, fangede 4 og jeg måtte nøjes med 2. Alle fisk blev iøvrigt taget på blink - et grøn Loke på 15 gr. Vi havde også to stænger rigget til med buldoflåd og strilmer af tobis - som jo sædvanligvis er den mest givende metode til hornfisk - men i dag var det altså blinket som gav resultat.


For første gang i år går turen til Fjellerup. Der skal vades 3-400 meter ud til revet. Vandstanden er høj denne dag, så der skal vades dybt gennem det første badekar. Allerede i 3. kast er der kontakt. En ilter havørred omkring målet har taget fluen - igen en Polar Magnus. Fisken kæmper bravt med hidsige udløb og flere gange er den fri af vandet, men efter et par minutter kan fisken nettes. Havørreden blev målt til 41 cm. Maveindhold: tanglopper og bittesmå yngel.


Der er tid til et par timers fiskeri efter arbejdet, og valget falder som så ofte før, på strækket ved badeanstalten Den Permanente neden for Riis skoven i Århus. Vinterfiskeriet har været elendigt for mit vedkommende, så nu skulle det være. På trods af drilske kastevinde fra forskellige retninger rigger jeg fluestangen til og på forfanget bindes en Polar Magnus.


Fisketur på en dejlig dag med fuld solskin og 8 gr. Turen gav ingen fisk, men jeg så årets første børsteorm og en nysgerrig sæl fulgte nøje mine bevægelser. Sælen syntes måske jeg var lidt kedelig, så den forsvandt heldigvis igen. Kalø Slotsruin er en plads som sædvanligvis er godt besøgt - især når vejret viser sig fra sin gode side. Men denne eftermiddag var jeg den eneste lystfisker ved ruinen(?). x


Fisketur til Kaløvig. Jeg startede fiskeriet ved Vosnæs Pynt, men efter et par timers fiskeri uden det mindste tegn på fisk, flyttede jeg til skrænten i nærheden af Fugleøen helt inde i bunden af Århus Bugten. Her havde jeg et enkelt hug, men kunne ikke afgøre om det var havørred eller torsk. Turen sluttede uden resultat ved 4-tiden - med meget kolde fødder og stive fingre. Heldigvis er der mere kaffe på kanden....


Fisketur til Kaløvig med Henrik Bentzen. Vejret var smukt med sol, næsten vindstille og temperatur lige over frysepunktet. Vi startede ud ved Vosnæs Pynt, men efter et par timer uden tegn på fisk, flyttede vi til Kalø Slotsruin. Vi forsøgte med wobler, blink, flue og bobleflåd med flue, men ingen hug - der var tilsyneladende ingen fisk i området. De 5-6 andre lystfiskere i området, havde heller ikke fået fisk. Turen sluttede ved solnedgang.
