Kystfluefisker
Kystfluefiskeri efter havørred står idag for 90% af mit fiskeri og hvis nogen kalder mig for fluefreak eller fluesnob, er det ikke helt ved siden af. Det er dog hverken finere eller smartere at fiske med flue fra kysten, jeg synes blot det er sjovere, nærmest som en leg. Efterhånden som facinationen er vokset, er det vel næsten blevet en livsstil. Det sker også at jeg tager på havtur efter torsk, eller molefiskeri efter makrel. Desuden er bundsnørefiskeri efter fladfisk også på repertoiret. Men som nævnt, er kystfluefiskeri efter havørred, det jeg holder mest af.
Fluebinding
For at have den fulde fornøjelse af kystfluefiskeriet, og næring for drømme når der ikke fiskes, binder jeg mine kystfluer selv. Der findes udmærkede kystfluer til salg i grejbutikkerne, men det giver fiskeriet en ekstra dimension at binde fluer selv. Så fluerne her på siden er med større eller mindre held, klækket i min egen fluestik. Og jeg indrømmer at det til tider virker bindegalt: jeg binder en FLUE, kalder den for en PATTEGRIS, og påstår den ligner en REJE.