Her er en helt igennem sandfærdig beretning fra min fisketur til Jernhatten den 11-03-2011 i tidsrummet 10:00-13:00.

Det er flere uger siden jeg har været ude, for vintervejr med kulde har holdt mig hjemme. Men i dag vil jeg prøve lykken ved Jernhatten på Djursland. De første forårsbebudere er begyndt at vise sig over mark og eng, gulspurven synger sin karakteristiske "tælle-til-syyyyv-sang", lærken er ankommet og jeg mener også at have opserveret viben. Men under vandoverfladen lader foråret vente på sig. Vandtemperaturen er stadig kun 1-2 grader og det er tilsyneladende for kold for havørrederne.

Jeg fisker 3 timer ved Jernhatten uden at se eller mærke noget som helst; mon ikke der går endnu 2-3 uger før der kommer gang i fiskeriet? Ved et-tiden gider jeg ikke mere fiskeri, men da Jernhatten er et dejligt naturområde beslutter jeg at bestige den stejle skrænt mod den 49 meter høje Jernhatten. I ført flere lagt vinterbeklædning og oppakning, er det hårdt arbejde og jeg er godt forpustet da jeg når toppen. Jeg drikker den sidste kop kaffe fra termoflasken og nyder den fantastiske udsigt mod øen Hjelm og det kuperede bakkelandskab, der skifter mellem opdyrkede områder, græsningsarealer, krat og skov. Ved Jernhatten er der en forholdsvis ringe årlig nedbørsmængde og samtidig er skrænterne udsat for en stærk soleksponering. Skrænterne har sådan en hældning af solens stråler står vinkelret ind på dem og danner grobund for et særligt mikroklima med gode betingelser for et særligt dyre- og planteliv.