Fangstrapport
Lystfiskere bliver ofte beskyldt for livlig fantasi. Lidt for livlig mener nogen. Læs med alligevel. Her er min fiskedagbog med sandfærdige fortællinger fra mine fisketure siden 1983.
Første tur med TCX 890'eren
Her er en helt igennem sandfærdig beretning fra min fisketur til Kobberhage den 15-10-2011 i tidsrummet 12:00-15:00.
En hektisk uge har det været, og det skal gøre godt med nogle afstressende timer ved en vindblæst kyststrækning på Djursland. Samtidig er det flere uger siden jeg har været ude, og jeg ser desuden frem til at afprøve en nyanskaffelse på grejfronten, nemlig et komplet klasse 8 kystfluesæt. En knækket stangspids på XI3’eren var årsagen til at jeg besluttede at finde et ekstra kystfluesæt, som reserve og supplement til det ene sæt jeg havde i forvejen.
Jeg fandt hurtigt en lettere brugt Sage TCX 890 og et ligeledes brugt Danielsson L5W 6nine. En rulle bagline blev fundet i rodekassen, og en ny flueline blev indkøbt - og jeg er fuldt bevæbnet og klar igen.
Som sagt, det nye udstyr skal afprøves, og forventningen er lidt større end sædvanlig mens der rigges til. Jeg går i gang med fiskeriet ved et lille rev hvor der er rigeligt plads til bagkastet, og efter en times tid er jeg blevet dus med TCX’en (som ikke overraskende, viser sig at være noget af en kastekanon). Kastene fungerer fint på trods af en drilsk vind fra syd, og det står klart at der er noget mere power i klasse 8 i forhold til min sædvanlige klasse 6. Jeg fisker i 3 timer uden af fange noget, men på et tidspunkt mærker jeg et hårdt rusk i stangen, efterfulgt af en kraftig hvirvel i overfladen cirka 15 meter ude, krogen får dog ikke fat og jeg mister fisken kort efter. Ellers en fin dag med masser af sol og vind.
På dagens fisketur til Kobberhage har jeg anvendt dette grej:
Stang: Sage TCX 890-4
Hjul: Danielsson L5W 6nine
Tid, sted og vejrforhold
Tid og sted |
---|
Dato: den 15-10-2011 |
Tidsrum: 12:00-15:00 |
Sted: Kobberhage |
Vandstand: ? |
Vejret
|
---|
Vejret generelt: Solrigt |
Lufttemperatur: 12 °C |
Vindforhold: ikke oplyst fra ? |
Vandtemperatur: °C |