Fangstrapport
Lystfiskere bliver ofte beskyldt for livlig fantasi. Lidt for livlig mener nogen. Læs med alligevel. Her er min fiskedagbog med sandfærdige fortællinger fra mine fisketure siden 1983.
Om en sulten forårs havørred.
Her er en helt igennem sandfærdig beretning fra min fisketur til Kobberhage den 20-04-2014 i tidsrummet 09:00-12:00.
Det er påskeferie og jeg har hele kyststrækningen for mig selv. Hvilket er lidt underligt, for det er en kyststrækning hvor der skal være fisk - efter sigende. Samtidig er vejret så perfekt at det næsten lugter af havørred. Solen skinner fra en skyfri himmel, og vinden som er let til jævn, er drejet om i øst. Det betyder pålandsvind og bølger, men vandet er helt klart og der er godt med røre og bevælgelse i tangskoven.
Klokken er lidt i 9 da jeg rigger grejet til, og som sædvanlig funderer jeg lidt over fluevalget. Egentlig er det såre simpelt, for her om foråret er det tid til imitationer. Det vil sige at der skal bindes enten rejer eller småfisk på forfanget, og gerne noget der udgør en ordentlig mundfuld for havørreden. Jeg beslutter mig for at prøve noget nyt og binder en rimelig stor Flatwing Tobis på forfanget; en ny flue i æsken som jeg aldrig før har fisket med.
Jeg har fisket i halvanden time, da hugget kommer uden varsel. Et egentlig hug er der dog ikke tale om, det er som om havørreden bare har indhaleret fluen. Sekundet efter kommer rykket, fisken vender et stykke ude, og vifter med en stor halefinne. Jeg kan mærke det er en stærk fisk der har klappet til Tobis fluen, for stangen bøjer dybt og tungt mens fisken tager det første udløb. Fisken får lov til endnu et par udløb, og har efterhånden den flået mere line af hjulet end jeg bryder mig om. Efter 5-6 minutter er fisken ved at være træt så jeg lægger lidt mere pres på, og et minut senere er fisken klar til nettet - en fin forårs havørred med løse skæl på 60 cm og 2,0 kilo rent.
Det hører med til historien at havørreden må have været meget sulten - eller meget grådig. Mavesækken var nemlig proppet til bristepunktet, bl.a. med en 17 cm lang og næsten ufordøjet sild. Der kan ikke have været plads til ret meget mere i havørredens mave, og alligevel klappede den til min Flatwing Tobis :-)
På dagens fisketur til Kobberhage har jeg anvendt dette grej:
Stang: Sage TCX 890-4
Hjul: Waterworks Lamson Speedster 3
Fluer: Flatwing Tobisen
Dagens fangst
Fisk | Længde | Vægt | Metode | Flue/Blink/Agn | Stang/Hjul | Tidspunkt | |
---|---|---|---|---|---|---|---|
Havørred | 60 cm | 2 kg | Flue | Flatwing Tobisen | #85 #89 | 10:45 |
Tid, sted og vejrforhold
Tid og sted |
---|
Dato: den 20-04-2014 |
Tidsrum: 09:00-12:00 |
Sted: Kobberhage |
Vandstand: Stigende |
Vejret
|
---|
Vejret generelt: Solrigt |
Lufttemperatur: 13 °C |
Vindforhold: jævn vind fra NØ |
Vandtemperatur: 9.0 °C |