Fangstrapport

Lystfiskere bliver ofte beskyldt for livlig fantasi. Lidt for livlig mener nogen. Læs med alligevel. Her er min fiskedagbog med sandfærdige fortællinger fra mine fisketure siden 1983.

Valgflæsk og Havørred

Her er en helt igennem sandfærdig beretning fra min fisketur til Vosnæs Pynt den 18-06-2015 i tidsrummet 19:45-21:45.

 Vejret: Skyet
 Lufttemp.: 13 °C
 Vind: jævn vind fra V
 Vandtemp.: 14.0 °C
 Vandstand: ?

Der er valg til Folketinget, men nu har jeg fået rigeligt med valgflæsk - både af det fede på tallerkenen, og det stærkt krydrede i TV. Så nu har jeg brug for et par timers udluftning med fluestangen, mens stemmerne tælles op. Jeg er fremme ved fiskepladsen lidt før kl. 20, og mens jeg pakker grejet ud overvejer jeg fluevalget. Jeg beslutter at satse grønt og sætter kryds ved Brendas Mor.

Lille havørred på 42 cm - en kærkommen erstatning for rigelige mængder valgflæsk.

Brendas Mor har mange gange tidligere vist sig at være det sikre valg, og det er hun også i dag. Efter bare 15 minutters arbejde leverer hun resultater, i form af et hårdt rusk i stangen - sådan, fast fisk. De fleste normale havørreder plejer herefter at give sig til kende, enten ved at rulle rundt i overfladen eller springe ud af vandet. Men ikke denne fisk, som åbenbart synes det er bedre at kæmpe for friheden ved bunden. Jeg overvejer om det er en pæn sej der har taget fluen, men lidt efter kan jeg skimte en blank flanke der kortvarigt lyner i kanten af en bølge, så den er god nok - det er en havørred.

Fisken kæmper virkeligt godt for friheden, og jeg er lidt forbavset over fiskens beskedne størrelse da den efter et par minutter glider sikkert ned i nettet. Størrelsen er egentlig også uinteressant i denne forbindelse, for jeg vil huske netop denne havørred fordi den er en kærkommen erstatning for lidt for meget valgflæsk :-)

På dagens fisketur til Vosnæs Pynt har jeg anvendt dette grej:

Stang: Sage Salt 690-4

Hjul: Danielsson LW 4seven

Fluer: Brendas Mor; Kobberbassen

Dagens fangst

Fisk Længde Vægt Metode Flue/Blink/Agn Stang/Hjul Tidspunkt
Havørred 42 cm 0,8 kg Flue Brendas Mor #84  #106 20:00
Hornfisk 70 cm 0,5 kg Flue Kobberbassen #84  #106 21:00

Tid, sted og vejrforhold

Tid og sted
 Dato: den 18-06-2015
 Tidsrum: 19:45-21:45
 Sted: Vosnæs Pynt
 Vandstand: ?
Vejret
 Vejret generelt: Skyet
 Lufttemperatur: 13 °C
 Vindforhold: jævn vind fra V
 Vandtemperatur: 14.0 °C