Fangstrapport

Lystfiskere bliver ofte beskyldt for livlig fantasi. Lidt for livlig mener nogen. Læs med alligevel. Her er min fiskedagbog med sandfærdige fortællinger fra mine fisketure siden 1983.

Havørred med tumult

Her er en helt igennem sandfærdig beretning fra min fisketur til Kobberhage den 21-05-2020 i tidsrummet 09:30-12:00.

Ved Kobberhagen ruller og vrider hornfisken sig stadig i hovedløs kærlighed mellem tangbuskene. De er overalt og ikke svære at få øje på. Nu har jeg dog fanget min ration, og hornfiskefeberen er dermed kureret for i år. Jeg satser i stedet på havørred, og håber at en eller to sniger sig ind i vrimlen og tumulten af sprællende hornfisk. Jeg er klar ved fiskepladsen kl. 09:30 og rigger grejet til med en Magnus på forfanget.

Dagens havørred mens den stadig er i sit rette element - med en Magnus i kæften.

Vejret er temmelig hornfiskevenligt, med svag vind fra øst og sol fra en skyfri himmel. Hornfiskene spræller overalt men er som sædvanlig svære at komme på flue med. I løbet formiddagen har jeg mindst 100 hornfiskehug, men ingen bliver hængende. Først efter et par timers hornfiske tumult, hugger den ønskede havørred på fluen. Der er tale om en mindre fisk som hurtigt kan landes - for derefter at blive genudsat.

Det var alt hvad jeg havde at berette fra en god fisketur til en af Djurslands mange gode fiskepladser. Jeg glæder mig allerede til den næste fisketur. Knæk og bræk.

Dagens fangst

Fisk Længde Vægt Metode Flue/Blink/Agn Tidspunkt
Havørred 42 cm 0,8 kg Flue Magnus 11:00
Tid og sted
 Dato: den 21-05-2020
 Tidsrum: 09:30-12:00
 Sted: Kobberhage
Vejret
 Vejret generelt: Solrigt
 Lufttemperatur: 15 °C
 Vindforhold: Svag vind fra Ø
 Vandstand: Faldende
 Vandtemperatur: °C
Grejet
Stang: 
Sage Salt HD 690-4
Hjul: 
Waterworks Lamson Force 2 SL
Fluer: 
Magnus
Endegrej: