Fangstrapport
Lystfiskere bliver ofte beskyldt for livlig fantasi. Lidt for livlig mener nogen. Læs med alligevel. Her er min fiskedagbog med sandfærdige fortællinger fra mine fisketure siden 1983.
Flot vejr, ingen fisk
Her er en helt igennem sandfærdig beretning fra min fisketur til Dråby Strand den 03-04-2022 i tidsrummet 12:00-15:00.
Det er meget længe siden jeg har fanget en havørred, faktisk er det længe siden jeg har fanget noget som helst. Jeg har vist haft 8-10 nulture i træk, hvor jeg mest har fisket mest ved stenrev og pynter. Ikke decideret stationært fiskeri, for jeg har flyttet en del rundt, uden dog at affiske de helt lange stræk. Det vil jeg lave om på idag, og gribe fiskeriet helt anderledes an.
Jeg vil i dag forsøge at affiske så meget fiskevand som muligt, inden for de 3-4 timer jeg har afsat til fiskeri. Det betyder hurtig vandring langs kysten med spinne stangen. Et kast 10 skridt, endnu en kast, og så videre. Det skal gå hurtigt, så waders, fangstnet og andet unødvendigt grej lader jeg blive hjemme. På den måde kommer man hurtigt frem og affisker langt mere kyststrækning.
Vejret er desværre ikke det optimale til havørred fiskeri, men vejret kan man ikke gøre så meget ved. Der har været frost i nattens løb og det er stadig lidt køligt i luften, cirka 5-6 grader. Vandet er fuldstændig sprit klart og uden ret meget bevægelse. Altså ikke optimale forhold. Jeg fisker i 3,5 timer og affisker 5-6 kilometer kyststrækning uden at se eller mærke noget som helst. Hvor er havørrederne?
Det var alt hvad jeg havde at berette fra en 0-tur til en af Djurslands mange gode fiskepladser. Jeg håber på mere held næste gang jeg skal på fisketur. Knæk og bræk.
På dagens fisketur til Dråby Strand har jeg anvendt dette grej:
Stang: Westin W3 Spin 8,6 (3-15gr)
Hjul: Shimano Vanford 2500
Endegrej: Kystwobler
Tid, sted og vejrforhold
Tid og sted |
---|
Dato: den 03-04-2022 |
Tidsrum: 12:00-15:00 |
Sted: Dråby Strand |
Vandstand: Faldende |
Vejret
|
---|
Vejret generelt: Vekslende skydække |
Lufttemperatur: 6 °C |
Vindforhold: Let vind fra V |
Vandtemperatur: 6.0 °C |