Fangstrapport

Lystfiskere bliver ofte beskyldt for livlig fantasi. Lidt for livlig mener nogen. Læs med alligevel. Her er min fiskedagbog med sandfærdige fortællinger fra mine fisketure siden 1983.

Et eksperiment

Her er en helt igennem sandfærdig beretning fra min fisketur til Mågeøen den 27-10-2023 i tidsrummet 13:00-15:30.

 Vejret: Overskyet
 Lufttemp.: 6 °C
 Vind: Frisk vind fra Ø
 Vandtemp.: 10.0 °C
 Vandstand: Faldende +16/-2

Det er en gråvejsdag hvor efteråret for alvor er kommet over os. Der er mere snert i luften nu hvor temperaturen er kravlet ned på 5-6 grader. Træernes gule, brune og gyldne farver står nærmest lidt triste og dryppende - og minder os om at at vintertiden lurer lige om hjørnet, med dens korte og mørke dage. Men kalenderen viser stadig oktober, og med eftermiddagen fri, beslutter jeg at køre til Kalø Vig for nogle timers hygge med fluestangen - til en fiskeplads jeg ikke tidligere har besøgt.

Farvet efterårshavørred med en Kobberbasse i kæften. Et hurtigt foto i strandkanten inden fisken bliver genudsat.

Vinden er frisk fra øst. Det er ensbetydende med pålandsvind på mine normale favoritpladser, og nok lidt for voldsomt til fluefiskeri i klasse 5 og 6. Derfor er der tid til et eksperiment der kan vende det svære til noget bedre. Med andre ord, jeg prøver noget nyt og kører til Mågeøen i bunden af Kalø Vig. Jeg har aldrig fisket på pladsen før og kender ikke forholdene, men forventer at vinden kommer direkte fra siden.
Jeg er fremme ved fiskepladsen ved halvettiden, og vejrforholdene ser ganske lovende ud. Vinden kommer som forventet fra siden – den rigtige - så det er helt perfekt. Jeg rigger grejet, og som sædvanlig overvejes fluevalget nøje. Normalt ville jeg vælge en lille krible-krable flue til efterårsfiskeriet – og det gør jeg også i dag. Valget falder på meget hot flue her i det østjyske for tiden... HØtyven.

HØtyven er en virkelig giftig flue, som har narret rigtig mange havørreder det sidste års tid. Desværre er dens vigtigste virkemiddel også dens eneste ulempe, for de lange røde antenner har det med at vikle sig fast i krogbøjningen. Og jeg ved ikke hvorfor, men i dag sker det bare oftere end normalt - hvorfor jeg skifter flue til Kobberbassen. Det viser sig at være et godt valg. De næste par timer fanger jeg to havørreder, først en blank undermåler på cirka 35 cm, og senere en letfarvet fisk på 48 cm. Sidstnævnte kommer med på land til et hurtigt foto i strandkanten, men bliver efterfølgende genudsat. Den står lidt ved den ene vaderben og læner sig som for at genvinde pusten og få kæben i led, inden den finner udefter.

Det er alt hvad jeg har at berette fra min første fisketur nogensinde til Mågeøen. Med to havørreder på under 3 timer, bliver det nok ikke mit sidste besøg på denne plads. Eksperimentet med at prøve en ny fiskeplads lykkedes, og jeg ser frem til den næste fisketur til Mågeøen.

På dagens fisketur til Mågeøen har jeg anvendt dette grej:

Stang: Sage Salt R8 690-4

Hjul: Waterworks Lamson Force 2 SL

Fluer: HØtyven, Kobberbassen, Magnus

Dagens fangst

Fisk Længde Vægt Metode Flue/Blink/Agn Stang/Hjul Tidspunkt
Havørred 35 cm 0,5 kg Flue Kobberbassen #115  #88 13:30
Havørred 48 cm 1,2 kg Flue Kobberbassen #115  #88 14:00

Tid, sted og vejrforhold

Tid og sted
 Dato: den 27-10-2023
 Tidsrum: 13:00-15:30
 Sted: Mågeøen
 Vandstand: Faldende +16/-2
Vejret
 Vejret generelt: Overskyet
 Lufttemperatur: 6 °C
 Vindforhold: Frisk vind fra Ø
 Vandtemperatur: 10.0 °C

Video fra min YouTube kanal

En kort YouTube video med dagens 2 havørreder.

Flere billeder fra dagens tur

Foto fra Mågeøen.
Den største af dagens 2 havørreder.
Foto fra Mågeøen.