Fangstrapport
Lystfiskere bliver ofte beskyldt for livlig fantasi. Lidt for livlig mener nogen. Læs med alligevel. Her er min fiskedagbog med sandfærdige fortællinger fra mine fisketure siden 1983.
Kobberbassen slå til
Her er en helt igennem sandfærdig beretning fra min fisketur til Mågeøen den 16-04-2024 i tidsrummet 16:00-18:00.
Fluestangen er rigget til på forhånd og ligger klar i bilen; fuldt monteret med en Kobberbassen på forfanget. Jeg har nemlig planlagt en lyntur efter arbejde, og endda være hjemme igen inden aftensmaden. Jeg kører til bunden af Kalø Vig og satser på et par timers fiskeri ved en fiskeplads med blandet bund af sten tangskov og sandpletter. Vandet er fuldstændig klart, og vejrforholdene er i det hele taget ganske fine. Typisk april vejr med nogen sol, jævn til frisk vind og drivende skyer.
Jeg er klar ved fiskevandet kl. 16 og der går ikke lang tid inden Kobberbassen slår til. En havørred klapper til fluen helt ude i enden af kastet; det er en hidsig fisk omkring målet som kæmper virkelig godt og forsøger alt den kan for at slippe fri af krogen. Det lykkedes dog ikke havørreden ved egen kraft, men med en hjælpende hånd får den friheden igen. Jeg fanger yderligere en havørred under målet og mister en fisk på halvmeteren.
Vi har alle vores favorit fluer, som vi sværger til, og vender tilbage til igen og igen. Kobberbassen er en af mine; og helst en variant med et kobber- eller guldfarvet beadhead. Selvom Kobberbassen er en meget simpel flue, er det også den flue jeg i skrivende stund har fanget flest havørred på.
På dagens fisketur til Mågeøen har jeg anvendt dette grej:
Stang: Sage Salt R8 690-4
Hjul: Waterworks Lamson Force 2 SL
Fluer: Kobberbassen, Perfect Leo Shrimp
Dagens fangst
Fisk | Længde | Vægt | Metode | Flue/Blink/Agn | Stang/Hjul | Tidspunkt | |
---|---|---|---|---|---|---|---|
Havørred | 40 cm | 0,7 kg | Flue | Kobberbassen | #115 #88 | 16:30 |
Tid, sted og vejrforhold
Tid og sted |
---|
Dato: den 16-04-2024 |
Tidsrum: 16:00-18:00 |
Sted: Mågeøen |
Vandstand: Stigende |
Vejret
|
---|
Vejret generelt: En del sol |
Lufttemperatur: 12 °C |
Vindforhold: Frisk fra NØ |
Vandtemperatur: 8 °C |