Fangstrapport

Lystfiskere bliver ofte beskyldt for livlig fantasi. Lidt for livlig mener nogen. Læs med alligevel. Her er min fiskedagbog med sandfærdige fortællinger fra mine fisketure siden 1983.

Letfarvet havørred

Her er en helt igennem sandfærdig beretning fra min fisketur til Jernhatten den 09-10-2025 i tidsrummet 11:45-15:30.

 Vejret: Skyet
 Lufttemp.: 14 °C
 Vind: Jævn vind fra SV
 Vandtemp.: 14 °C
 Vandstand: Faldende +25/0

Endnu er vejret lunt og behageligt, men vi kommer ikke uden om at efteråret er ved at feje sommeren til side og male naturen i brune, gule og røde nuancer. Alligevel får humøret lige et ekstra hak opad, for jeg skal på tur med fluestangen - for første gang i flere måneder. Jeg kører til Jernhatten, som er en af mine yndlingspladser. Jeg er klar til action ved 12-tiden og kan konstatere at jeg har hele strækningen for mig selv. Og som sædvanlig mens jeg rigger grejet til, overvejes fluevalget nøje. Normalt vælger jeg en lille krible-krable flue til efterårsfiskeriet - og det gør jeg også i dag, nemlig en Kobberbasse.

Letfarvet efterårshavørred på lidt over halvmeteren. Fisken huggede forsigtigt på en HØtyven.

Jeg fisker en time til halvanden med Kobberbassen uden at mærke noget, og vælger nu at sætte en HØtyven på forfanget. Midt på eftermiddagen sker der endelig noget da en havørred klapper til fluen på kort line. Et egentlig hug er der ikke tale, nærmest bare en indhalering af fluen. Fisken tager fluen ganske let og på kort line. Den kæmper for friheden med spring og udløb indover ret lavt vand. Jeg er lidt nervøs for at forfanget skal vikle sig ind i sten eller tang, men det lykkedes mig at holde fisken fri af forhindringerne. Krogen sidder sikkert lige i saksen, og efter et par minutter glider fisken ned i netmaskerne. En letfarvet efterårs havørred omkring halvmeteren og 1,2 kilo.

Havørreden blev nænsomt genudsat efter et hurtigt billede. Man skal jo værne om bestanden og give andre lystfiskere chancen for lignende oplevelser. HØtyven har endnu en gang bevist sit værd – og Jernhatten? Den fiskeplads leverer. Det gør den næsten altid.

Det var alt hvad jeg havde at berette fra en dejlig efterårstur til en af Djurslands mange gode fiskepladser. Selvom jeg ikke fik en fisk med hjem til gryden, blev det en god dag alligevel. Jeg glæder mig allerede til den næste fisketur. Knæk og bræk.

På dagens fisketur til Jernhatten har jeg anvendt dette grej:

Stang: Sage Salt R8 690-4

Hjul: Waterworks Lamson Force 2 SL

Fluer: HØtyven, Kobberbassen

Dagens fangst

Fisk Længde Vægt Metode Flue/Blink/Agn Stang/Hjul Tidspunkt
Havørred 50 cm 1,2 kg Flue HØtyven #115  #88 14:20

Tid, sted og vejrforhold

Tid og sted
 Dato: den 09-10-2025
 Tidsrum: 11:45-15:30
 Sted: Jernhatten
 Vandstand: Faldende +25/0
Vejret
 Vejret generelt: Skyet
 Lufttemperatur: 14 °C
 Vindforhold: Jævn vind fra SV
 Vandtemperatur: 14 °C

Video fra min YouTube kanal

YouTube video fra dagens fisketur.