Fangstrapport
Lystfiskere bliver ofte beskyldt for livlig fantasi. Lidt for livlig mener nogen. Læs med alligevel. Her er min fiskedagbog med sandfærdige fortællinger fra mine fisketure siden 1983.
Drilske horn og aggresive fjæsing
Her er en helt igennem sandfærdig beretning fra min fisketur til Glatved den 17-08-2008 i tidsrummet 20:00-22:00.
Efter mange uger uden fiskeri, begynder det at rykke i kastearmen og jeg beslutter mig for en hurtig tur til Glatved. Det er en dejlig aften og månen er langsomt på vej op over horisonten. Vinden er aftaget og må karakteriseres som svag fra N-NV. Mens grejet rigges til ser jeg to marsvin på patrulje langs kysten. Endnu engang må jeg konstatere at de små hvaler er enddog meget trofaste gæster langs kysten. Det er efterhånden yderst sjælendt at jeg ikke ser marsvin på mine fisketure ved Djurslands kyststrækning. Nå, i gang med fiskeriet…
Allerede i første kast sker der noget, 5 sekunder efter nedslaget hugger en hornfisk. Den er kroget sikkert, den kæmper godt men landes hurtigt. Så går det ellers slag i slag med masser af hug af hornfisk og de små aggressive, irriterende og allestedsnærværende fjæsinger. Jeg fanger 2 hornfisk og 2 fjæsinger og efter 2 timer gider jeg ikke frigøre flere kroge fra besværlige næb og forsøge at undgå giftige finner.
Det var alt hvad jeg havde at berette for denne gang. Måske bliver der lidt mere at skrive om på min næste fisketur. Knæk og bræk…
På dagens fisketur til Glatved har jeg anvendt dette grej:
Stang: Berkley Series One 9 fod 7-25 gram
Hjul: Shimano Technium 2500FA
Tid, sted og vejrforhold
Tid og sted |
---|
Dato: den 17-08-2008 |
Tidsrum: 20:00-22:00 |
Sted: Glatved |
Vandstand: ? |
Vejret
|
---|
Vejret generelt: Klart måneskin |
Lufttemperatur: 16 °C |
Vindforhold: let vind fra NV |
Vandtemperatur: °C |