Fangstrapport
Lystfiskere bliver ofte beskyldt for livlig fantasi. Lidt for livlig mener nogen. Læs med alligevel. Her er min fiskedagbog med sandfærdige fortællinger fra mine fisketure siden 1983.
Første efterårshavørred
Her er en helt igennem sandfærdig beretning fra min fisketur til Vosnæs Pynt den 12-09-2013 i tidsrummet 17:00-19:00.
Efter nogle dage med lidt for megen østenvind, er der igen åbnet op for en fyraftenstur med fluestangen. Vejret er dejligt lunt, vinden er let og fluefiskevenlig. Solen jager nu og da en lang arm gennem skydækket og sætter projektør på havoverfladen, inden den igen slukkes af de drivende skyer. Med andre ord, en af de bløde dage med fiskevejr som jeg bedst kan lide det. Jeg har vel fisket en halv time, da linen pludselig bliver revet gennem vandet, efterfulgt af en eksplosion i overfladen.
Det er en havørred som har taget Vosnæs fluen helt ude for enden af kastet. Ikke nogen stor fisk, men den ser ud til at være på den rigtige side af målet. Og eftersom det er mange uger siden jeg sidst har haft en havørred for enden af linen, er jeg ganske godt tilfreds med fighten og med fisken - en havørred på 45 cm og 1,15 kilo.
Havørreden huggede på Vosnæs fluen, som er en forholdsvis ny flue i sortimentet. Egentlig har den slet ikke sin faste plads i æsken, men har været med på prøve, godt gemt af vejen under et dække af flagrene Pattegrise hackler. Men i dag kom den på forfanget for første gang og jeg tror at Vosnæs fluen fortjener en mere synlig og fremtrædende plads i flueæsken :-)
På dagens fisketur til Vosnæs Pynt har jeg anvendt dette grej:
Stang: Sage Xi3 690-4
Hjul: Danielsson LW 4seven
Fluer: Vosnæs fluen
Dagens fangst
Fisk | Længde | Vægt | Metode | Flue/Blink/Agn | Stang/Hjul | Tidspunkt | |
---|---|---|---|---|---|---|---|
Havørred | 45 cm | 1,1 kg | Flue | Vosnæs fluen | #98 #106 | 17:30 |
Tid, sted og vejrforhold
Tid og sted |
---|
Dato: den 12-09-2013 |
Tidsrum: 17:00-19:00 |
Sted: Vosnæs Pynt |
Vandstand: Højvande +26 |
Vejret
|
---|
Vejret generelt: Skyet |
Lufttemperatur: 18 °C |
Vindforhold: svag vind fra SV |
Vandtemperatur: 17.0 °C |