Fangstrapport
Lystfiskere bliver ofte beskyldt for livlig fantasi. Lidt for livlig mener nogen. Læs med alligevel. Her er min fiskedagbog med sandfærdige fortællinger fra mine fisketure siden 1983.
Havørred på HØtyven
Her er en helt igennem sandfærdig beretning fra min fisketur til Kobberhage den 05-10-2024 i tidsrummet 09:30-12:30.
Som mange andre lystfiskere har jeg mine fikse og fastlåste ideer om hvordan, og under hvilke forhold, havørredfiskeriet skal bedrives. Jævn vind med drivende skyer samt god strøm og lidt røre i vandet, anses for at være perfekte forhold. Men sådan er det ikke i dag. Solen skinner fra en skyfri himmel og der er næsten ingen vind. jeg overvejer kortvarigt at udskyde fisketuren til en anden dag. Men da det er meget længe siden jeg har været ude med fluestangen så tager jeg afsted alligevel. Nu skal det være.
Jeg er fremme ved fiskepladsen ved halv ti tiden, og som sædvanlig mens jeg rigger grejet til, overvejes fluevalget nøje. Normalt ville jeg vælge en lille krible-krable flue til efterårsfiskeriet, især da det er vindstille og næsten ingen bevægelse i vandet. Men en pludselig indskydelse får mig til at binde en hvid/chartreuse HØtyven på forfanget. Jeg begynder fiskeriet ved siden er at stort stenrev der tidligere har givet fisk, og allerede i 10. kast hugger en fisk helt ude i enden af kastet. Hug er der knap nok tale om, blot en dyb indånding af fluen hvor spidsen af fluelinen flytter sig. En forsigtig opstramning af linen udløser til gengæld en eksplosion i overfladen. Fisken ruller rundt et par gange og jeg kan mærke det er en god fisk. Som det er typisk for efterårsfisk, springer den ikke, men rusker tungt og søger mod bunden – næsten på torskemaner. Efter et par minutter er fisken træt og glider sikkert i nettet. Det er en gylden efterårsørred på 61cm og 2,6 kg.
Lige et par ord om HØtyven - en flue som åbenbart er en forfangsspids bedre end de fleste andre. Jeg har dog pillet lidt ved originalmønstret og lavet den i en hvid og chartreuse variant. Ikke nødvendigvis for at gøre fluen bedre, men for at bruge den på en lidt anden måde end oprindelig tiltænkt. Desuden har jeg tidligere haft success med hvide fluer om efteråret.
Det var alt hvad jeg havde at berette fra en dejlig efterårstur til en af Djurslands mange gode fiskepladser. Selvom forholdene ikke var perfekte, blev det en god dag alligevel. Jeg glæder mig allerede til den næste fisketur. Knæk og bræk.
På dagens fisketur til Kobberhage har jeg anvendt dette grej:
Stang: Sage Salt 590-4
Hjul: Waterworks Lamson Force 2 SL
Fluer: HØtyven
Tid, sted og vejrforhold
Tid og sted |
---|
Dato: den 05-10-2024 |
Tidsrum: 09:30-12:30 |
Sted: Kobberhage |
Vandstand: Stigende +4/+12 |
Vejret
|
---|
Vejret generelt: Solrigt |
Lufttemperatur: 14 °C |
Vindforhold: Vindstille fra S |
Vandtemperatur: 13 °C |