Fangstrapport

Lystfiskere bliver ofte beskyldt for livlig fantasi. Lidt for livlig mener nogen. Læs med alligevel. Her er min fiskedagbog med sandfærdige fortællinger fra mine fisketure siden 1983.

Årets første havørred

Her er en helt igennem sandfærdig beretning fra min fisketur til Fornæs den 18-03-2026 i tidsrummet 10:30-14:30.

 Vejret: Nogen sol
 Lufttemp.: 10 °C
 Vind: Frisk vind fra S
 Vandtemp.: 5 °C
 Vandstand: Faldende -11/-30

Så er vi godt inde i omskiftelige marts, hvor naturen omsider er vågnet efter vinterdvalen, og vejret ikke altid kan vælge side. Det kan være vinterligt og koldt den ene dag, for så at være godt og behageligt den næste dag. Ifølge vejrudsigten ser det ud til at blive en fin dag med 10 graders varme, nogen sol og frisk vind fra syd. Perfekte forhold til en fisketur med fluestangen nord for Fornæs.

Årets første havørred blev denne fisk på omkring 40 cm. Fisken blev genudsat.

Jeg ankommer til fiskepladsen omkring kl. 10:30, og mens jeg rigger grejet til, kan jeg se at vandet temmelig uklart. Det er værst på de inderste 20 meter, længere ude synes vandet mere klart; selvom det langtfra er spritklart. Jeg overvejer at starte med noget meget hidsigt og synligt til det grumsede vand, men vælger i stedet en Brendas Mor med rød butt. Man har jo lov at håbe. Jeg vader lidt ud, så jeg kan fiske langs kanten mellem det uklare og det klare vand – lige der, hvor man automatisk tænker: “Hvis jeg var havørred, ville jeg stå dér.” Allerede i femte kast giver det et pjosk i mig, da vandet et stykke ude brydes af en blank fiskeside, da en havørred klapper til fluen på kanten mellem det klare og uklare vand. Fisken ruller lidt rundt i overfladen og springer et par gange, for pludseligt at drøne direkte mod mig, lige forbi mine ben med retning mod land og det helt lave vand. Havørreden er ikke nogen kæmpe, så jeg dropper nettet, og hjælper den det sidste stykke ved at kane fisken på land. Jeg får hurtigt krogen fri, og fisken ryger tilbage i vandet igen – sikkert lettere fornærmet over hele oplevelsen.

De næste par timer sker der ikke noget som helst, men jeg fisker ufortrødent videre og affisker en længere kyststrækning. På et tidspunkt skifter jeg flue til en HØtyven variant i lysegrå og hidsig chartreuse og først på eftermiddagen har jeg igen hug. Mærker efter og foretager en langdistance-genudsætning af, hvad jeg mener er en målsørred. Jo, jeg har prøvet det så tit, at jeg næsten har mindstemålet i hænderne.

Det var, hvad jeg havde at berette fra en fin forårsdag ved kysten nord for Fornæs – en dag med fisk, frisk luft og naturoplevelser, som kun bliver bedre med tiden. Jeg glæder mig allerede til næste tur – hvor jeg helt sikkert fanger en der er lidt større. Selvfølgelig.

På dagens fisketur til Fornæs har jeg anvendt dette grej:

Stang: Sage Salt R8 690-4

Hjul: Waterworks Lamson Force 2 SL

Fluer: HØtyven, Brendas Mor

Brendas Mor. En af mine favoritfluer. Her en variant med rød butt.

Dagens fangst

Fisk Længde Vægt Metode Flue/Blink/Agn Stang/Hjul Tidspunkt
Havørred 40 cm 0,7 kg Flue Brendas Mor #115  #88 10:45

Tid, sted og vejrforhold

Tid og sted
 Dato: den 18-03-2026
 Tidsrum: 10:30-14:30
 Sted: Fornæs
 Vandstand: Faldende -11/-30
Vejret
 Vejret generelt: Nogen sol
 Lufttemperatur: 10 °C
 Vindforhold: Frisk vind fra S
 Vandtemperatur: 5 °C

Video fra min YouTube kanal

YouTube video fra dagens fisketur.