Havørred fra Den Permanente
Formiddagstur til Den Permanente neden for Risskoven. Selvom det er blæsende og regnfuldt må jeg ud at lade op til nytårsaften med en fisketur - det er trods alt mildt efter årstiden. Jeg er heldig at fange en nytårsgave til mig selv. En trind og blank havørred på 43 cm og 0,9 kg. lader sig overliste af et guldfarvet 10 grams Møresilda blink. Efter en våd formiddag ved kysten kan jeg nyde synet af min 3. havørred.
Havørred fra Den Permanente
Den Permanente igen. Det er vindstille, havoverfladen en næsten spejlblank og vandet er helt klart. Efter få kast hugger en fisk kun cirka 20 meter fra land og efter et par luftture lægger jeg hårdt pres på fisken, som uden problemer kanes i land mellem de store sten. Min anden havørred bliver målt til 42 cm og 0,8 kg.
Torsk fra Risskov strækket
Endnu engang går turen til Den Permanente. Og endnu engang er der fisk i farvandet. Jeg fanger en torsk på 45 cm og 1,0 kg. Fisken huggede på et lille 8 grams Imitator blink.
Flot rødbrun torsk på ca. 3,0 kg.
Jeg har læst meget om det gode fiskeri ved Djurslands kyster, så nu skal det afprøves. Jeg kører til Fornæs, men opdager at fiskeriet er svært på grund af temmelig høj tangskov. Jeg ser flere gange springende store havørreder, men de er ikke interesseret i mine blink. Sidst på eftermiddagen får jeg pludseligt et tungt hug, og det er tydeligvis en stor torsk. Jeg har noget besvær med at holde fisken fri af tangskoven, men det lykkedes og snart efter kan jeg lande en flot rødbrun torsk på ca. 3,0 kg.
Min første havørred
Aftentur til Den Permanente neden for Risskoven. Jeg fisker med en hjemmelavet Imitator blink i farven grøn/sort. Efter et par timers fiskeri hugger en fisk omkring 40 meter ude, og snart efter glimter en sølvblank flanke i overfladen. Fisken springer et par gange og ruller vildt rund i overfladen. Efter et par nervepirrende minutter kanes fisken på land, en tyk havørred på 42 cm og cirka 1,0 kg. - Min første havørred…
4 Hornfisk fra Glatved Strand
Fisketuren går til Glatved Strand efter hornfisk og fladfisk. Der er masser af legende hornfisk og jeg fanger 4 styk på Jensen Tobis 12 gr. Grøn. På bundsnøren er der overhovedet ingen fangst af fladfisk eller torsk.
Sletterhage 1 Hornfisk, 5 skrubber
Der er masser af lystfiskere ved Sletterhage, og jeg starter dagen med en tur rund om hagen for at tjekke om nogen har fanget fisk, men der er kun landet meget få hornfisk. Jeg starter fiskeriet nord for fyret og fanger kun en enkelt hornfisk på et Triumf blink. Sidst på dagen bliver der plads neden for fyret og jeg søsætter bundsnøren. Der går en meget stærk strøm rundt om hagen, og bundtacklet driver hurtigt. Sidst på dagen lykkedes det at lande 5 skrubber mellem 30-35 cm.
3 kysttorsk fra Risskov
Aftentur til Den Permanente. Jeg fisker fra stensætningen umiddelbart syd for badeanstalten. Efter cirke en times fiskeri hugger en pæn havørred langt ude. Fisken er fri af vandet flere gange, men følger dog pænt med ind, men netop som jeg skal lande fisken slipper krogen. Ca. kl. 21:30 er der igen bid, denne gang er det en torsk som har hugget på det hjemmelavede imitator blink. Fisken landes uden dramatik og kan måles og vejes til 45 cm og 1,0 kg.
Fisketur til Glatved gav 3 Torsk
Fisketur til Glatved Strand. Dødt fiskeri indtil ca. kl. 16:00, hvor andre lystfiskere fanger pænt med skrubber, måske er det tidevandsstrømmen som er udslagsgivende. Der er tilsyneladende ingen hornfisk i farvandet. Først omkring kl. 20:00 sker der noget. Den næste time fanger jeg 3 fine kysttorsk mellem 40-50 cm.